Fanfiction ud fra Bjarne Reuters bog 7. A - som jeg stadigvæk er helt vild med

Denne historie er blevet til, fordi jeg siden jeg læste Bjarne Reuters bog 7. A, altid har været så dybt fascineret af netop den bog og fortælling. Jeg har i bedste fanfiction stil digtet videre på en af scenerne i bogen, og givet den et twist efter at have set Hortonsagaen for nogle år siden. Denne fanfiction er derfor en hyldest til begge inspirationskilder.

De stod foran døren til kælderen. D e vidste begge, at de skulle derned, men ingen af dem havde egentlig lyst til det. Gustav, fordi han havde drømt eller haft mareridt om hvad der var dernede. Mouritz, fordi han var utryg ved indelukkede rum under jorden. Og så det faktum, at Mouritz var noget træt af Gustav og at han skulle lege ”storebror” for Gustav.

Mouritz tog fat i Gustavs ene arm og sagde ”kom lad os gå derned og få det overstået”. Gustav nikkede bare med hovedet.   

Mouritz åbnede døren ned til kælderen, og de mærkede begge en helt ubeskrivelig kulde strømme op imod dem. De rystede og man kunne se deres ånde. Hvilket var lidt mærkeligt, årstiden taget i betragtning. De tog mod til sig og gik de første skridt ned ad kældertrappen. Mouritz først, og derefter Gustav. Trinnene på kældertrappen knirkede for hvert skidt de begge tog. Knirk, knirk. Knirk, knirk.

Det var ret uhyggeligt, hvilket Gustav pointerede mange gange.

Da de var næsten helt nede i kælderen kunne de svagt høre noget musik. Det var umiddelbart ikke noget de genkendte, og de var begge i tvivl, om det var virkeligt eller hvad det var.

”Kan du høre noget?” spurgte Gustav.

”Mhmmmmm” svarede Mouritz og fortsatte ”det er sikkert bare de andre eller Gitte eller Finn”.

”Lad os nu bare fortsætte” sluttede Mouritz.

De gik de sidste trin ned ad kældertrappen og trådte ind i kælderrummet. Det var virkelig koldt og mørkt. Og en anelse uhyggeligt med musikken de kunne høre. Det blev højere og højere for hvert skridt de tog i kælderen, for til sidst at være så højt, at de måtte råbe til hinanden. 

Derfor hørte de kun meget svagt, at kælderdøren smækkede med et BRAAAAG. Og de forstod ikke konsekvensen af at være gået ned i kælderen.

”Hvad fanden er det for noget musik? Og hvordan fanden kan det blive højere og højere?” råbte Mouritz. ”Ja, her jo kun os to. Ikke?” svarede Gustav.

”Hvem skulle ellers være her? Julemanden? Frankenstein?” pointerede Mouritz.

De gik begge lidt rundt i kælderen da de opdagede et stort kar i det ene hjørne. Med vand i. Det boblede og sydede. Men lugtede egentlig ikke så forfærdeligt som det måske så ud, eller som man skulle tro. 

”Hvad er det?” sagde de i kor.

De gik med sagte skridt tættere på karet. Jo tættere på karet de kom, des højere og kraftigere blev musikken. ”Shit hvor er det uhyggeligt!” mumlede Gustav.

Mouritz som var ret træt af Gustav skubbede lidt til ham, og med et faldt Gustav ned i karet.

”Hvad lav…..” begyndte Gustav men de sidste ord gik tabt da han ramte vandet.

Mouritz blev lidt forskrækket. Over at han rent faktisk havde skubbet til ham, det havde han aldrig gjort før, men også fordi han vidste, at Gustav var bange for vand. Men han var jo bange for stort set alt.

Mouritz vendte det hvide ud af øjnene, og gik tættere på karet for at fiske Gustav op. Men hvor fanden var Gustav…?

Mouritz tog mod til sig, og hoppede selv ned i karet. Hvad han havde forventet vidste han ikke, men dette havde han helt sikkert ikke forventet.

Han blev suget nedad og rundt, lidt ligesom en rutchebane. Det var mørkt og køligt på turen nedad, og musikken var stadigvæk enorm høj.

Mouritz var ikke specielt bange. Mere nysgerrig. Han tænkte også, at Gustav ikke måtte være så langt foran.

Bump lød det da han nåede enden af ”rutchebanen” fra karet.

Og rigtigt – lidt længere fremme stod Gustav. Musikken var ikke så høj nu. Scenen (som var det bedste ord Mouritz kunne komme på) foran dem var noget i afrikansk stil, og fra gamle dage.

”Hvor fanden er vi? Og hvordan fanden er vi kommet herhen?” spurgte Mouritz.

”Jeg ved det ikke helt” svarede Gustav, og fortsatte ”men det er som om at jeg har set det før. Været her før”.

”Kan du huske det vi hørte, om brødrene Max og Edward Savannah, og rejsen fra Zanzibar til Danmark? Og skibet med besætningen, der muligvis ikke nåede frem” fortsatte Gustav.

”Mmmmm” svarede Mouritz og fortsatte ”men hvad har det med det her at gøre?”.

”Det skal jeg fortælle dig. Det er nemlig her de er. Men kom, lad os gå hen til skibet derovre, før jeg fortsætter” sagde Gustav.