Vi er ikke kun vores job(søgnings)titel
Der er et stigende fokus på at vores nuværende, og måske lidt gammeldags og forældede samfundssyn på, at arbejde er det vigtigste i livet, faktisk ikke er tidssvarende mere. Jeg mener ikke at vi ikke skal arbejde eller at arbejde og karriere er noget pjat, men mere, at vi også skal sætte fokus på andre ting i livet. Hvem og hvad er vi uden vores jobtitler? Hvad gør os glade og lykkelige – udover arbejdet - og familien? Hvad får os rent faktisk ud af sengen om morgenen?
Vort samfund har i mange år været skruet sammen på en sådan måde, at bare vi har et arbejde så bør vi være glade og tilfredse. Og ja, det kan der være noget om. Men hvis det eneste eller det vigtigste vi har at stå op til om morgenen, er vores arbejde, så mener jeg faktisk at det er trist for vort samfund og for os selv.
Vi skal vel for pokker have meget andet at stå op til om morgenen end ”bare” vores arbejde eller ikke arbejde - og selvfølgelig familien. Også, eller især, når vi står udenfor arbejdsmarkedet. Det kan være noget så simpelt som at nyde en kop kaffe, eller i mit tilfælde the, om morgenen uden en masse stress og jag. Nyde at vi kan gå eller løbe en tur i naturen. Nyde at vi faktisk kan tage en lur i løbet af dagen, hvis det er det vi har lyst til og behov for. Lære os selv bedre at kende (selvudvikling). Læse en bog. Gå i haven, for at arbejde eller blot for at slappe af. Måske genoptage, eller opdage nye interesser, sysler og indtage ny viden. Også udenfor jobsøgningsområdet, og ens arbejdsområde. Mulighederne er uendelige. Og, det vil ofte hjælpe på jobsøgningen, arbejdslivet og humøret generelt.
Mange mennesker lever et liv ud fra hvad deres jobtitel eller arbejdsopgaver er, og det er sådan set også ganske fint. Eller er det? Et af problemerne opstår selvfølgelig i dét øjeblik du ikke har et arbejde, eller ikke trives på eller med dit arbejde. For hvem er du så? Hvad er du så? Og, vil du i grunden være det? Eller hører det fortiden til? Trives du med din jobtitel/uddannelsesmæssige baggrund?
Kunne det være et oplagt tidspunkt til at tage et statustjek på dig selv, dit liv, og evt. give dig selv tid og plads til at udforske andre sider af dig selv…?
Jeg synes faktisk at det er lidt usundt hvis vi kun er vores jobtitel (og/eller civilstatus som mange også går enormt meget op i). Det er også problematisk hvis omverdenen nærmest kun er interesseret i vores jobtitel og evt. civilstatus. Vi som mennesker rummer så utrolig meget mere. Vi skal derfor finde ud af hvem vi er, udover vores job (og civilstatus/familie) titel. Der findes ikke en facitliste, og vi bliver aldrig færdige med at finde ud af hvem vi er, da vi jo er i konstant udvikling. Og, det er da egentlig også meget fedt og mega spændende, da vi så udvikler og flytter os, hele livet.
Det seneste stykke tid har jeg observeret flere forskellige steder, en skiftende holdning til det at stå uden for arbejdsmarkedet som ledige, sygemeldte eller pensionister, og hvad det kan gøre ved en. Jeg siger ikke det er nemt og let at være i arbejde i dag, men jeg mener at der mangler generel samfundsfokus, forståelse- og anerkendelse for, at det faktisk er rigtig svært at stå udenfor arbejdsmarkedet - uanset årsagen. Og, at vi alle, uanset jobsituation, har krav på de samme ting i livet.
For de fleste jobsøgende/lediges vedkommende kalder de sig ledige, jobsøgende, mellem jobs, mulighedssøgende eller noget helt femte. Jeg kaldte mig selv for jobsøgende og identificerede mig som jobsøgende, dagpengemodtager og min uddannelsestitel. Det blev mine nye titler. Ikke særlig kreative ej heller personlige. Jeg var bare én ud af mange. Tidligere identificerede jeg mig med mine jobtitler på mine arbejdspladser. For nærværende er jeg på en selvudviklingsrejse, og jeg finder ud af, at jeg selvfølgelig rummer så mange flere sider, kanter og ja - titler. Jeg identificerer og omfavner mig ikke kun med en eller to af dem, men med dem alle.
Jeg hører ofte, at jobsøgende/ledige mangler noget at stå op til om morgenen. Et arbejde. Et rigtigt og meningsfyldt arbejde. Og, det kan jeg godt følge dem i. Jeg havde det selv sådan. Så jeg gjorde min jobsøgning til mit arbejde, og det mener jeg faktisk også at vi alle skal se det som. Det ér sgu et arbejde at være jobsøgende i dag! Og, det kan faktisk være et super spændende, lærerigt, udfordrende og udviklende arbejde, det må bare ikke tage overhånd og fylde hele ens liv. Jeg kan klart anbefale at man sætter nogle rammer og mål for sin jobsøgning. Man møder på (jobsøgnings)arbejde fra kl. xx.xx til kl. xx.xx, og laver planer og målsætninger for dagen/ugen. Og, selvfølgelig prioriterer at holde pauser i løbet af dagen, holde fri – også i weekenden medmindre andet giver mening, slappe af og noget så simpelt som - at nyde livet!
Det kan bare være mega svært at praktisere ovenstående - I know - jeg har selv været dér. Man oplever som jobsøgende/ledig, så meget pres fra systemet, omgivelserne og i høj grad fra sig selv. Langt de fleste der står udenfor arbejdsmarkedet, uanset årsag, vil jo rent faktisk gerne i arbejde, bidrage til samfundet og have et fællesskab og tilhørsforhold med andre. Dét at man ikke har et arbejde, økonomien er usikker og det til tider dalende selvværd, ofte på grund af mange afslag, rumsterer i hovedet, sjælen og sindet konstant. Det skal tages alvorligt og plejes. Så mit råd er, prøv at holde fri, find ud af hvem du er og hvad der gør dig glad, lykkelig og får dig ud af sengen om morgenen. Slap af og giv slip, selvom det er svært og omgivelserne måske ikke helt forstår det, for det er virkelig befriende, vigtigt og i høj grad nødvendigt.
Noget af det der virker for mig, er ændring af mindset/tankemønstre til noget der giver god og positiv energi og overskud, i stedet for at fokusere på pligterne og gøremålene både i hjemmet og på (jobsøgnings)arbejdet. Der skal nemlig fokus på hvad der gør os glade og lykkelige som mennesker, og vi skal så helst leve og praktisere ud fra det. Man kan så bruge den positive og gode energi til at få mere overskud i sit liv og hverdag, og pligterne vil så (måske) føles lettere og mere overskuelige. Det vil ofte være synligt i stort set alt hvad man rører ved, og da vi tiltrækker det vi selv sender ud, får vi meget mere af den gode og positive energi og overskud tilbage igen. Jeg har ikke den gyldne løsning til at komme i arbejde eller blive lykkelig i sit liv, men jeg mener faktisk, at når man har positiv energi og overskud i sit liv, vil det generere mere af samme energi og tiltrække det samme hos andre mennesker – og det er vel ikke så tosset. Der kan også hurtigt opstå nogle nye muligheder og chancer, som måske ikke var mulige eller man ikke havde set tidligere. Det giver så utrolig god mening – for mig i hvert fald.
Alt i livet bør derfor ikke kun gå op i arbejde, jobsøgning, karrierevalg med mere. Men også ting som gør dig glad, og får dig ud af sengen om morgenen – udover familien – bør prioriteres højt i livet og hverdagen.
Nogle af de ting som får mig ud af sengen om morgenen (i vilkårlig rækkefølge):
#gåtur #selvudvikling #podcasts #minførstekoptheommorgenen #skrivning #læsning #spillepåmitkeyboard #opgaverjegharbesluttetatudføreligenetopdéndag #dans #blogindlægskrivning
Hvad får dig ud af sengen morgenen?